Af Sofus Haaning, Privat bilrådgiver – 3. december 2021
Man skal efterhånden lukke mere end ét øje for at overse de mange argumenter der er for, at det at købe elbil er en god idé. Men hvorfor køber alle så ikke elbiler? Det kan blandt andet skyldes at man ikke kan lide hvordan det føles at køre elbil, at den nye teknologi kan virke uoverskuelig eller på grund af den såkaldte “rækkevidde-angst”. En anden betydelig grund kan være indkøbsprisen. Det er betydeligt dyrere at købe en elbil frem for en lignende bil med diesel eller benzin motor (itev).
Hvorfor er indkøbsprisen af elbiler dyrere? En af hovedgrundene til dette er, at batteri-teknologien stadig er relativt ny, og derfor har en meget bekostelig fremstilling (itev). En anden årsag er, at der ikke endnu er lige så mange der køber elbiler, som brændstofbiler. Da der bliver solgt relativt færre elbiler, skal producenterne tage relativt flere penge for bilerne, for at de kan være profitable, udover udgifter til den forskning og produktion som ligger bag udviklingen af bilerne. Altså, hvis der produceres og købes flere og flere elbiler, vil produktionsomkostningerne for bilproducenterne falde efterfølgende pga. stordriftsfordele, hvilket afspejles i en lavere indkøbspris på elbiler (itev). Derudover vil det voksende antal af nye elbiler på markedet skabe øget konkurrence, hvilket også vil presse elbils-priser ned. Ifølge en analyse udført af interesseorganisationen Transport & Environment, vil prisen på elbiler blive billigere end tilsvarende brændstofbiler, om ca. 5 år (TransportEnvironment).
I modsætning til indkøbsprisen, er driftsomkostningerne betydeligt lavere for elbiler, end for brændstofbiler. Der er flere årsager til dette. For det første, er elbilers drivmiddel, strøm, billigere end den benzin eller diesel som driver brændstofmotorer. På dagens dato (8/12/21) er den billigste pris for en liter benzin og diesel hhv. 12,49 kr. og 11,19 kr (Fuelfinder).
Hvordan kan man sammenligne dette med prisen for strøm? FDM har udregnet hvad prisen på en “liter” strøm ville være, ud fra hvad det koster en elbil at køre 15 km, sammenlignet med en benzinbil der kører 15 km/L. (FDM). Dette bliver dog lidt komplekst, da det afhænger af om du lader din elbil hjemme eller ude på en ladestander. Oplader du derhjemme (det antages at du ikke har strøm abonnement, men kun betaler for forbrug) via. en ladeboks (hvor du får strømafgiften refunderet), koster det 3 kr/L, eller 3 kr. pr. 15 km, for en gennemsnitlig elbil (der kører 5 km/kWh). Får du ikke strømafgiften refunderet, koster det 6 kr/L. I forhold til de forrige priser på hhv. en liter benzin og en liter diesel, er strøm fra hjemmet hermed mellem 76% – 52% billigere pr. liter end benzin, og 73% – 46,5% billigere pr. liter end diesel (sammenlignet med en brændstof bil der kører 15 km/L).
Lader du derimod din elbil på en ladestander ude, er prisen noget dyrere. Den billigste strøm (uden abonnement) vil koste dig omtrent 15 kr/L (eller pr. 15 km). Lader du derimod med den dyreste strøm derude, kan det koste dig op til 30 kr/L. Det kan hermed blive relativt dyrt hvis du primært lader ude. Du kan dog få ladeabonnementer til diverse ladestandere, hvor du betaler en bestemt pris om måneden for ubegrænset ladning. F.eks. koster dette hhv. 649 kr. og 749 kr. hos E-ON og Clever, som er to af de største ladestander-udbydere i Danmark. Der er også mulighed for billigere, og mere begrænsede, abonnementer.
Selvom strømmen kan være dyrere end literprisen på benzin og diesel, hvis du lader ude i byen, er det stadigvæk billigere at køre i elbil. Dette er bl.a. pga. at de andre driftsomkostninger (som reparation- og serviceomkostninger) er betydelig mindre for elbiler, end biler med brændstofmotorer. Hovedårsagen til dette er, at en elbil indeholder færre bevægelige dele end en traditionel bil med brændstofmotor (da en elbil ikke har en motor på samme måde). Da der er færre bevægelige dele, er der færre dele der kan slides eller gå i stykker. Dette medfører betydeligt mindre behov for service og reparationer på den lange bane.
Derudover har elbiler også det man kalder for “regenerativ bremsning”. Kort sagt, når føreren tager foden fra speederen, så vil den elektriske motor automatisk “bremse” bilen stille og roligt. Den elektriske motor vil hermed bruge energien fra bremsningen til at oplade batteriet (Wikipedia). I mange elbiler er denne bremsning kraftig nok til, at du sjældent skal bruge selve bremsepedalen, men blot slippe speederen for at stoppe bilen tilstrækkeligt (det varierer dog markant fra elbil til elbil, hvor kraftig den regenerative bremsning er, men kan ofte elektronisk indstilles efter ønske). Pga. regenerative bremsning, bliver selve bremserne på bilen brugt markant mindre end på en traditionel bil uden regenerativ bremsning. Dette medfører markant mindre slid på bremsedele, hvilket også vil formindske omkostninger til udskiftning af disse dele.
Hvad er så billigst? Elbiler eller de traditionelle brændstofbiler? FDM har lavet en undersøgelse i 2021 der tager udgangspunkt i 5 års ejerskab og 100.000 kørte kilometer.
(FDM)I denne figur har FDM taget udgangspunkt i 5 specifikke modeller, men de garanterer at mønsteret passer generelt. Elbiler er billigere at eje end brændstofbiler. Jo mere der køres, desto billigere bliver elbiler sammenlignet med brændstofbiler.