Af Sofus Haaning – Privat bilrådgiver
Er du i tvivl om, hvorvidt du skal have en diesel eller benzinbil? Der er både fordele og ulemper ved begge brændstoftyper, og hvilken der passer bedst til dig, afhænger af dine personlige behov. Det kan nemlig gøre ondt på pengepungen i længden, hvis din bil bruger en brændstoftype, der ikke egner sig til dit kørselsbehov.
Før du overhovedet sætter dig ind i, om du skal købe en diesel eller benzinbil, er det vigtigt, at du danner dig et overblik over dit kørselsmønster. Hvor mange kilometer kører du ca. om året? Kører du ofte længere ture, eller kører du primært kortere ture i din hverdag (har kort til arbejde, indkøbsmuligheder, osv.). Dette kan være afgørende for, om din nye bil skal være en diesel eller benzinbil.
Fordele
- Dieselbiler har en bedre brændstoføkonomi end tilsvarende benzinbiler
- Prisen på diesel er markant lavere end på benzin
- Dieselmotorer trækker mere i lavere omdrejninger
Ulemper
- Dieselbiler har ofte en dyrere indkøbspris
- Dieselbiler er dyrere i ejerafgift
- Dieselbiler egner sig ikke til primært korte ture
Fordele ved diesel
1. Dieselbiler har en bedre brændstoføkonomi end tilsvarende benzin varianter
Dieselbiler kører ofte længere på literen end tilsvarende benzinbiler. Hvordan kan dette lade sig gøre? For det første er diesel i sig selv en mere kompakt væske end benzin, og har hermed 15% mere energi som den tilsvarende mængde benzin. Hermed vil du få 15% mere energi ud af 1 liter diesel end 1 liter benzin. Dieselmotorer er bedre end benzinmotorer til at konvertere varme-energien som dannes af eksplosionerne i motoren til mekanisk energi (Autocar.co.uk). Dette resulterer i, at dieselmotorer er mere effektive end benzinmotorer, og derfor har en bedre brændstoføkonomi. En god brændstoføkonomi er godt for dig der værdsætter en økonomisk motor, og ofte kører længere ture, da du med diesel skal tanke sjældnere.
2. Prisen på diesel er markant lavere end på benzin
Som du garanteret har lagt mærke til når du har set et prisskilt på en tankstation, så er dieselpriser altid en del billigere end benzinpriser. Årsagen er, at afgifter og moms er lavere på diesel end benzin. Dog betaler dieselbil-ejere noget af denne brændstofbesparelse tilbage i skat, gennem en højere halvårlig ejerafgift for dieselbiler (FDM).
3. Dieselmotorer trækker mere i lavere omdrejninger
En tredje fordel ved dieselmotorer er, at de typisk trækker med flere kræfter i de lavere omdrejninger, end benzinmotorer. Et solidt bundtræk er godt til f.eks. overhalinger i højere gear på motorvejen, og til at trække påhæng. Der er dog en bagside til denne medalje. Selvom motoren trækker mere i lavere omdrejninger, kan en dieselmotor ikke køre i lige så høje omdrejninger sammenlignet med en benzinmotor. Dette betyder at en benzinmotor vil kunne blive i et gear lidt længere end en tilsvarende dieselmotor. Derfor har benzinbiler typisk en lidt hurtigere acceleration fra 0-100 km/t. (Bilbasen).
Som nævnt ovenover kører dieselbiler både længere på literen, og bruger billigere brændstof, i forhold til benzinbiler. Dette resulterer i en mærkbar besparelse, da du vil bruge færre penge på brændstof i en dieselbil. Jo mere du kører, desto større besparelse sammenlignet med en benzinbil. Men hvorfor køber alle så ikke bare dieselbiler? Nedenfor ses tre nævnværdige ulemper ved dieselmotorer.
Ulemper ved diesel
1. Dieselbiler har ofte en dyrere indkøbspris
En ulempe ved dieselbiler er, at de ofte har en dyrere indkøbspris end lignende benzin varianter. Dog kan du også forvente at få lidt mere for en dieselbil når den sælges, end en tilsvarende benzinbil (Bilerneshus).
2. Dieselbiler er dyrere i ejerafgift
En anden ulempe ved dieselbiler er, at deres halvårlig ejerafgift er højere end selvsamme for benzinbiler. Dette er fordi der bliver lagt en udligningsafgift oveni ejerafgiften for dieselbiler (hvilket der ikke gør med benzinbiler). Du kan se de gældende ejerafgifter + udligningsafgifter for dieselbiler ved at klikke her.
3. Dieselbiler egner sig ikke til primært korte ture
Dieselmotorer egner sig ikke til primært at køre korte ture, da de har godt af at jævnligt blive gennemvarmede. Årsagen til dette er, at kørsel med en kold dieselmotor kan tilsode partikelfilteret i motoren. Denne tilsodning bliver dog brændt væk når motoren bliver gennemvarm under længere kørsel. Bliver dette ikke jævnligt brændt væk, kan det være dårligt for motoren og lede til dyrere reparationsudgifter på den lange bane. En typisk tommelfingerregel lyder på, at din primære køretur i din dagligdag gerne er 30 kilometer lang, eller har en varighed på 30 minutter (helt optimalt skal denne tur være lidt længere om vinteren, da det vil tage længere tid før motoren bliver gennemvarm når vejret er meget koldt), hvis en dieselbil skal passe til dit kørselsmønster. Idéelt egner dieselbiler sig til minimalt kø-kørsel og tomgang (FDM).
Dette betyder naturligvis ikke at du aldrig kan køre korte ture i en dieselbil, men at helst halvdelen af din kørsel foregår på motorvejen.
Fordele
- Benzinbiler er typisk billigere i indkøb
- Benzinbiler har en lavere ejerafgift
- Egner sig bedre til korte ture
Ulemper
- Benzinbiler har ofte en dårligere brændstoføkonomi end tilsvarende dieselbiler
- Prisen på benzin er markant højere end på diesel
- Benzinmotorer trækker typisk ikke lige så kraftigt i lavere omdrejninger, som dieselmotorer
Fordele ved benzin
1. Benzinbiler er typisk billigere i indkøb
Som nævnt ovenfor, er benzinbiler billigere i indkøb end dieselbiler (Bilerneshus). Dette kan være vigtigt at tage med i betragtning, hvis du ønsker at spare nogle penge på bilkøbet.
2. Benzinbiler har en lavere ejerafgift
Da benzinbiler ikke bliver pålagt den førnævnte udligningsafgift, som ved dieselbiler, er de billigere i afgift pr. halve år.
3. Egner sig bedre til korte ture
Benzinmotorer har ikke det samme problem som dieselmotoren, der kan sode til hvis der køres mange korte ture med en kold motor. Af denne årsag kan en benzinbil være et mere optimalt valg for dig der primært kører kortere ture eller sidder ofte i kø i din hverdag. Benzinbiler er derfor også bedre egnet til at køre meget inde i byer med mange lyskryds (Bilerneshus).
Ulemper ved benzin
1. Benzinbiler har ofte en dårligere brændstoføkonomi end tilsvarende diesel varianter
På grund af at benzinmotoren er mindre effektiv til at konvertere varme-energi til mekanisk energi, samt benzinens lavere energiindhold ift. diesel, kører benzinbiler mindre på literen end dieselbiler. Benzinmotorer er dog blevet mere effektive hen over årene, men der er stadig en betydelig forskel sammenlignet med dieselmotorer (Bilerneshus).
2. Prisen på benzin er markant højere end på diesel
En anden ulempe ved benzinbiler er at de kører på et dyrere brændstof end diesel. Denne prisforskel kan blive dyr for dig hvis du kører mange kilometer om året. En tommelfingerregel er, at en benzinbil giver mere økonomisk mening end en dieselbil, hvis du kører under 20.000 km om året (FDM).
3. Benzinmotorer trækker typisk ikke lige så kraftigt i lavere omdrejninger, som dieselmotorer
En sidste nævnværdig ulempe ved benzinmotorer er, at de typisk har færre kræfter ved lave omdrejninger, end dieselmotorer. Af denne grund kan en mindre benzin motor hurtigt få sved på panden når den skal trække en tung trailer, campingvogn, m.m. De manglende kræfter i de lave omdrejninger kan også betyde f.eks. at du oftere skal skifte ned i gear når du vil overhale på motorvejen, end i en dieselbil.